Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Rammen for pædagogisk tilsyn

Rammen for det pædagogiske tilsyn i Rødovre Kommune

I Rødovre kommune er der tre former for pædagogisk tilsyn: Det løbende tilsyn; Det planlagte, systematiske og udviklingsorienterede tilsyn samt det uanmeldte tilsyn.
Formålet med det pædagogiske tilsyn i Rødovre Kommune er, at det dels skal fungere som kontrol på vegne af Kommunalbestyrelsen, og dels som et middel til dialog mellem Børne- og Kulturforvaltningen og dagtilbuddets ledere og øvrige ansatte.
Det pædagogiske tilsyn skal sikre, at dagtilbuddene lever op til dagtilbudslovens krav til blandt andet læringssyn, børnesyn, leg, læringsmiljøer, børnefællesskaber og forældresamarbejde.  Tilsynet skal også sikre, at dagtilbuddene efterlever de rammer og eventuelle prioriterede indsatser, som Kommunalbestyrelsen har fastsat. Det er også en del af tilsynet at sikre, at dagtilbuddet arbejder ud fra sin pædagogiske læreplan, og at der er etableret en evalueringskultur i institutionen.