Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Det daglige forældresamarbejde

Forældresamarbejde

Samarbejdet mellem forældre og det pædagogiske personale i Rønneholm, tager sit udgangspunkt i barnets liv – altså både livet i Rønneholm og livet i familien. Med forældresamarbejde om børns trivsel og læring forstås netop et samarbejde, hvor såvel Rønneholm som forældrene har et ansvar. Når barnet starter i dagtilbud, indtræder ikke bare barnet men familien i et fællesskab med andre børn og voksne. Som forældre kan I hjælpe jeres barn godt på vej ved at støtte op om fællesskabet, Rønneholms traditioner, rammesætning og retningslinjer.

Når barnet skal opleve en helhed i sit liv, skal vi voksne, der omgiver det, knytte de to miljøer sammen. Vi er opmærksomme på og meget bevidste om, at børnenes tilværelse er forankret i to livsrum, som begge er essentielle for:

  • børnene, for at de kan trives og håndtere deres liv og udvikle sig hensigtsmæssigt
  • forældrene, for at de kan forstå deres barn og støtte dem bedst muligt i aflevering og afhentning i institutionen
  • personalet, for at vi kan forstå børnene, afkode og afstemme dem, støtte dem og udfordre dem bedst muligt i institutionen i deres hverdag og trivsel

Forældresamtaler

Pædagoger og forældre har hver især en unik viden om barnet, og når vi deler den viden med hinanden, bliver vi sammen klogere på, hvad der vigtigt for det enkelte barn, og hvad vi sammen kan gøre for at fremme barnets trivsel, udvikling og læring – og ikke mindst det gode børneliv.

Det er helt essentielt, at vi får etableret et samarbejde der bygger på gensidig lydhørhed, åbenhed, tillid og respekt for hinanden.

Når barnet starter i Rønneholm, bliver I som forældre inviteret til en startsamtale inden for de første tre måneder sammen med lederen og stuepædagogen. Her laver vi en forventningsafstemning til hinanden, snakker om hvordan opstarten har været og hvordan I som familien trives i Rønneholm. 

Vi tilbyder en årlig forældresamtale, hvor begge parter forbereder ud fra et samtaleskema og i fællesskab drøfter det enkelte barns trivsel, udvikling, læring og dannelse. Til alle forældresamtaler deltager en pædagog fra stuen og afdelingslederen. 

Hvis der er særlige behov eller tvivl om barnet skal starte i skole, indstilles til PPR osv., er lederen altid inden over samtalen.

Når barnet skal videre i skole, udfylder vi i samarbejde med forældrene et overleveringsskema til skolerne, og vi deltager så vidt det er muligt i de aktiviteter, som SFO/skole inviterer os til.

Den daglige kommunikation mellem forældre og dagtilbud

Den daglige kontakt mellem forældre og personaler er helt grundlæggende for barnets trivsel i institutionen. Denne kontakt består i, at forældre og personaler er i dialog med hinanden, skriver beskeder til hinanden på Aula, at personalet sikrer god dokumentation af dagligdagen og de deltagelsesmuligheder barnet har haft, projekter mv., ligesom vi forventer, at forældrene orienterer sig om barnets dagligdag via Aula, nyhedsbreve mv. 

Det er vigtigt for vores pædagogiske hverdag, at I giver en tilbagemelding på fx barnets ferie, om I har brug for nødpasning osv. Hvis vi ikke får den tilbagemelding fra jer, så bliver det svært for os, at bruge vores ressourcer – både økonomisk og strategisk – der hvor børnene har mest brug for det.  

Årlige traditioner i Rønneholm

Vi har nogle årlige traditioner i Rønneholm, som både bestyrelsen og personalet opfordrer forældrene til at deltage i. Vi afholder både en årlig sommer- og julefest, hvor forældre har mulighed for at deltage i barnets daglige rammer og se barnet udfolde sig med sine kammerater. 

Vi har årligt generalforsamling med valg til bestyrelsen oftest efterfulgt af en pædagogisk oplægsholder der formidler temaer ud fra det, der rører sig i tiden og i Rønneholm, ligesom vi årligt har en arbejdslørdag, som forældrebestyrelsen og ledelsen er tovholdere på.